Det er noget råddent i Danmark. Og nej, jeg taler ikke om politik, om hr. Møllers lukrative aftaler på udvinding af olie eller noget så ligegyldigt som det. Nej, jeg taler om vores gode, gamle, danske jul der nu er under angreb. Se bare denne artikel hvor man kan forfærdes over de stakkels mennesker der har fået ødelagt deres juleaften – juleaften! – af noget så udansk som mavedans. Jeg gyser.
Det må stoppes. Julen er en af de sidste bastioner af danskhed der er tilbage i en verden hvor det hele så småt falder fra hinanden. I en verden hvor ministre melder sig ud af Folkekirken, hvor en domstol baseret på fundamentalistiske ”menneskerettigheder” har indflydelse på alt vi laver og hvor homoseksuelle ægteskaber truer selve den danske kirkes sjæl, så er det nødvendigt med det bolværk som julen er. Derfor er her en liste over alle de udanske ting vi vil have væk fra julen.
I en ægte, dansk jul skal der for tid og evighed aldrig være:
1. Mavedans. At jeg overhovedet bliver nødt til at nævne det siger noget om hvor galt det står til.
2. Juletræer. Det er jo en tysk tradition, og bare fordi Tyskland er vores største handelspartner, så skal vi jo ikke tro at de vil os noget godt.
3. En aften uden skænderier. Den slags hører sig til i løbet af en ordentlig juleaften. Og hvis det så udarter sig til at man kommer til at vappe sønnike en fordi han er næsvis, så er det også bare en god, dansk skik.
4. Gavepapir. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det i mistænkelig grad minder om en undertrykkende burka. Og den slags vil vi altså ikke have i Danmark.
5. Ænder. Det er jo trækfugle som kommer sydfra med deres mærkelige vaner og middelalderlige kvindesyn.
Jeg håber at du, sammen med mig, vil kæmpe mod alle disse ting. For meget vil vi finde os i, men rør blot ikke ved min gamle jul!

Skriv en kommentar